Anker Buch med sin første violin

Den første optræden

At stræbe efter det bedste

Anker Buch fik sin første violin i julegave som 8-årig, og siden blev den – og musikken han skabte på den – omdrejningspunktet for hans liv.

Da Ankers talent for alvor blev opdaget af hans far og bedstefar, som begge var amatørviolinister, modtog han undervisning af Rolf Kjeldahl, koncertmester i Aalborg. Han fik som 10-årig debut i Odd Fellow Palæet i Aalborg, og hurtigt herefter besluttede Anker, at han ville være solist og være en af de bedste.

Som 16-årig begyndte Anker at studere på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium men søgte allerede nye udfordringer kort efter, hvor han fik stillingen som koncertmester ved det
islandske Symfoniorkester. 

Her blev Anker opfordret til at søge optagelse på Juilliard School of Music i New York.

New York

Efter optagelsen på den internationalt anerkendte Julliard School of Music begyndte et helt nyt liv langt væk hjemmefra – turen fra Danmark til New York tog en uge med færge.

Anker studerede hos den berømte armenske professor Ivan Galamian sammen med blandt andre Pinchas Zukerman, Itzhak Perlman og Paul Rosenthal som alle blev livslange venner. De blev ofte vækket af Galamian med besked om, at de skulle op og øve. Under studiet boede Anker på International House – et kollegium stiftet af Rockefeller-Fonden for internationale studerende med særligt talent. Også her knyttede han livslange venskaber, og støttede kollegiet resten af livet. Som den første dansker nogensinde debuterede Anker i New York Town Hall i 1964 med meget flotte omtaler i blandt andet New York Herald Tribune.

Herman Rothenbergs trup foran International House, Riverside Drive 500, NY.

Anker Buch hilser på en borgmester i Curaçao

Anker Buch i New York

”My father always told me to play things that everybody understands.
I want people to leave my concerts feeling moved with big smiles on their faces„
– Anker Buch i The Strad –

Violinvirtuos & Spillemand ​

Anker havde et enormt musikalsk talent, der spændte bredt som virtuos solist foran alverdens symfoniorkestre til spillemand med sjov og tricks, som han fandt inspiration til hos blandt andre Victor Borge og Wandy Tworek. Allerede under sit studie optrådte Anker i de dengang berømte Johnny Carson og Merve Griffin shows på TV og blev kort efter sin debut medlem af American Variety Artists. Han deltog flere gange i showet Around the world in 80 minutes arrangeret af manageren Herman Rothenbert, der havde samlet de bedste musikere, sangere og dansere fra Juilliard. Et år spillede de 36 koncerter på 45 dage i USA, Caribien, Frankrig, Grækenland og Israel.

En stor inspirationskilde for Anker Buch var allerede fra de tidlige år Wandy Tworek, som var en meget dygtig og folkekær dansk violinist, der havde en Heifetz-lignende teknik. Wandy turnerede i 1940’erne med Gøg og Gokke, som Anker elskede hele livet. Fra ham lærte Anker, hvordan man som seriøs violinist også kunne jonglere med violinen og lave en masse underholdende tricks undervejs i koncerterne.

Anker spillede som 24-årig Tchaikovsky violinkoncert i Tivolis koncertsal, og modtog i 1964 som den første Jakob Gades legat på 60.000 kr. Gennem sin karriere spillede han mere end 7000 koncerter i hele Verden – fra store koncertsale til små landsbykirker og skoler. Publikum fik ikke alene musikken men også historien om musikken, om komponisterne og digterne.

Anker udviklede sig til total-entertainer med sans for at præsentere såvel den klassiske musik, det sjove indslag som salmer fra den danske sangskat. Hans mål var altid, at publikum skulle gå fra koncerterne berørt og med smil på læben.

Anker Buch spiller i Kalkværket

Anker Buch spiller i Kalkværket

Foredrag i Gruberne

Grubeejer

I 1981 købte Anker Buch turistattraktionen Mønsted Kalkgruber. Han havde spillet i Gruberne og syntes akustikken var helt fantastisk. Han udtalte til flere medier, at Gruberne for ham var som at få et elektrisk tog som 40-årig. Han elskede naturen og historien og fandt indimellem sine mange koncerter tid til at drive stedet som turistattraktion.

Han spillede mange koncerter i Gruberne, på søen og i Kalkværket, og han arrangerede koncerter, musicals og andre forestillinger i Gruberne og i Kalkværket. På den måde gjorde han stedet til et populært kultursted for området.

Det var en glæde for ham, at Staten købte stedet, og at det kunne fortsætte succesfuldt som turistattraktion og kultursted.

Koncert i Gruberne

Anker Buch underviser børn

Violinpædagog

Anker Buch ledede i perioden 1974-1997 Den internationale sommerskole for strygere på Limfjordsøen Mors. Lærere og elever kom fra hele verden. Hvert år var mellem 3-400 elever på kurset, og gennem årene har mange af Danmarks bedste strygere gæstet kurset, både som elever og som lærere. Skolen henvendte sig både til børn og voksne, til amatører og professionelle.

For Anker Buch var den yngste elev ligeså vigtig som den ældste, nybegynderen var ligeså vigtig som den professionelle. Det var først og fremmest glæden ved musikken, der blev fremelsket. Hver uge blev afsluttet med en koncert, hvor alle elever spillede en afslutningskoncert sammen.

Som underviser lagde Anker Buch særlig vægt på, at man skal øve meget, øve sig langsomt (”for fingrene husker ligeså godt fejlene”), gøre sig umage og spille med en følelse, så publikum kan mærke det. Hans elever vil også særligt huske, at man skal spille med ”lange strøg”, så man får noget ud af hele buen.

Strygerkurset på Mors

Anker Buch underviser på strygerkurset

Udstillingen om Anker Buch ved Mønsted Kalkgruber ved indvielsen i september 2018.

Kontakt

Tekst og billedmateriale er udarbejdet af Anker Buchs to børn, Kamilla Brandi Wiese og Søren Brandi. Har du materiale om Anker Buch, vil vi gerne høre fra dig.

Henvendelser kan ske her: