Læs mere om Anker Buch hér

 En lang international karriere

 Læs og download uddrag fra bogen: Barnet ved bækken


 Hvad er Anker Buch Prisen?

 Anker Buch har udgivet disse cdere

 Information Anker Buch



- en lang international violinkarriere med udgangspunkt i Danmark.

Anker Buch blev født i Vejgaard ved Aalborg den 25. marts 1940. Som otteårig fik han, i julegave, sin første violin og begyndte derefter at modtage undervisning fra Rolf Kjeldahl, der var Koncertmester i Aalborg Byorkester. Allerede som tiårig debuterede han som solist i Odd Fellow Palæet i Aalborg.

I 1956 begyndte at studere ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Studiet blev afsluttet i 1958, da han som attenårig fik en stilling som violinist ved Islands Symfoniorkester. Fra 1959 til 1964 studerede han på den internationalt anerkendte Juilliard School of Music i New York, USA, hvor han modtog undervisning af den berømte russiske professor Ivan Galamian. Her studerede han sammen med violinister som Pinchas Zukerman, Itzhak Perlman og Paul Rosenthal. Under sit studie havde han flere jobs og optrådte blandt andet i de dengang berømte 'Johnny Carson and Merve Griffin shows' på TV. I disse år blev han også medlem af American Variety Artists og deltog flere gange i showet 'around the world in 80 minutes', der blev arrangeret af hans manager Herman Rothenberg.

Efter sin internationale debut som solist ved en koncert i Town Hall i New York i 1964 besluttede han at bosætte sig i Danmark for at lade sin violinkarriere tage udgangspunkt herfra. Debuten i Town Hall blev imidlertid en så stor succes, at han måtte krydse Atlanten adskillige gange for at optræde i radio, tv og ved koncerter, ikke blot i USA, men også i resten af verden. Siden har han spillet mere end 7000 koncerter over hele verden, hvilket gør ham til en af Danmarks mest optrædende musikere.

Efter sin hjemkomst til Danmark i 1964 modtog Anker Buch, som den første, Jakob Gades mindelegatet. Siden har han modtaget flere andre priser og legater. I 2000 stiftede han i anledningen af sin 60 års fødselsdag sin egen pris: Anker Buch Prisen, som uddeles til særlige talenter eller støtter inden for den musiske verden.

Samtidig med sin solokarriere har Anker Buchs haft sin egen internationale sommerskole på Mors, hvor violinister i alle aldre og på alle niveauer har modtaget undervisning. Anker Buch har været initiativtageren og drivkraften for denne skole i 23 år. Skolen drives nu videre af nogle af Anker Buchs første elever.

I 1981 købte Anker Buch turistattraktionen Mønsted Kalkgruber og fandt indimellem sine mange koncerter tid til at drive stedet som årligt besøges af mange tusinde gæster. Samtidig har han indspillet cd'er, og afholdt særlige koncerter i gruberne 40 meter under jorden samt i Det gamle kalkværk, som ligger i forbindelse med kalkgruberne. Hele området er i dag fredet og drives af staten. Anker Buch afholder stadig koncerter på stedet, da det har en helt unik akustik. Anker Buch har siden salget af Mønsted Kalkgruber i 1995 helliget sig sin violinkarriere, som fortsat fører ham rundt om i verden og i særdeleshed i Danmark til koncerter.



Gå til toppen af siden top